Besættelsestiden

Fhv.brugsuddeler Ejnar Østergaard, Østervrå, var med i modstandskampen lige fra krigens begyndelse. 40-45 år efter begivenhederne har han nedskrevet nogle af sine erindringer fra de fem år, og i det følgende bringer vi uddrag af hans beretning:

BESÆTTELSESTIDEN 1940-45

Besættelsen er jo efterhaanden en tid, der ligger mange aar tilbage, men jeg husker da en del fra den tid. Kort tid efter den 9. april 194o kom et østrisk regiment alpejægersoldater til Østervraa og skulle indkvarteres. Sogneraadsformand smed Nielsen stod for fordelingen, og jeg fik tildelt kommandanten og hans næstkommanderende, hvilket jeg ikke var saa stolt af. Ganske vist skulle de selv sørge for deres forplejning, men de skulle da have et værelse at bo i, og det havde vi ikke.

Derimod havde min svigermoder (fru Aabel), der boede i Nørregade, et værelse, saa jeg fik det ordnet saadan, at de kunne bo der.

Det havde de imidlertid ikke faaet noget at vide om, saa de stillede hos os ved nitiden om aftenen. Jeg fulgte dem saa op til min svigermoder. Det var meget venlige og beskedne mennesker, der var kede af at komme i krig. Det kom de heller ikke; de skulle til Norge og kom med en damper fra Frederikshavn. Den blev imidlertid torpederet, straks efter at den var afsejlet, og flere dage efter drev lig og døde heste i land paa kysten.

Fra første færd var skolebestyrer I.P.Johansen med mellem dem, der organiserede modstanden mod tyskerne, og hans to sønner Nisse og Nolle gik ham til haande. Han blev taget af tyskerne, men snakkede sig fra alt og fortalte ikke noget om de øvrige modstandsfolk i Østervraa.

Jeg husker tydeligt den dag, han blev hentet, for tyskerne var først inde hos mig. De sagde ikke noget om, hvad de var ude paa, men saa snart de var ude af døren, ringede jeg til I.P., saa han kunne nok have naaet at flygte, men det ville han ikke, da han var bange for, at de saa ville tage hans kone. Da tyskerne kom op til I.P., var der straks fire unge modstandsfolk, der kom og ville have vaaben. Saa ville de postere sig ved de to udfaldsveje og skyde tyskerne. Jeg fik dem snakket fra det og forklarede dem, at de ikke kunne undgaa at skyde I.P. ogsaa. Jeg kunne imidlertid heller ikke have udleveret vaabnene, da det kun var min førstemand, Kaj Frost, der vidste, hvor de var.

Fra den første dag nægtede jeg at sælge til tyskere, jeg havde lært at sige paa tysk, af det var en brugsforening, der kun maatte sælge til medlemmer, og det respekterede de.

Når der var luftangreb paa Aalborg, særlig paa lufthavnen, stod jeg og andre ofte paa bakken mellem Østervraa og Sæsing. Englænderne kom den vej, inden de gik til angreb på Aalborg. Mange blev skudt ned, og man kunne se, når sporlysene fra luftværnskanonerne indfangede en maskine.

Mange af de anskudte maskiner faldt ned ved Aabybro, men ingen ved Østervrå. Derimod stødte to tyske maskiner sammen og faldt ned i Pajhede Skov. De borede sig saa langt ned i jorden, at den ene pilot var væk, hvorimod den anden var sprunget ud i faldskærm og hang dræbt i et træ.

Østergaard beretter videre:

Siden jeg kom hjem fra Sydamerika, har jeg haft vaabentilladelse. Jeg havde en colt 42 med hjem. En aften ville min kone og jeg følge min svigermoder hjem, og jeg ville have revolveren med op til lærer Johansen, da han havde et godt gemmested. Vaabentilladelsen gjaldt jo ikke under besættelsen. Damerne syntes, det var for sent at gaa hen til Johansen, saa jeg lod bøssen blive hjemme, og det var et held, for ved hjørnet af Jernbanegade mødte vi tre tyskere, og jeg blev grundigt undersøgt og befølt over det hele. Officeren talte dansk, og jeg spurgte ham ironisk, om han ikke skulle have damerne undersøgt, men han svarede koldt, at det ikke var nødvendigt. Han var klar over, at jeg ikke ville risikere deres liv ved at lade dem bære mine vaaben.

Tiden gik sin gang i de forbandede fem aar. I Pajhede Skov blev der af og til kastet vaaben ned, som de unge mennesker tog imod og gemte, indtil overbetjent Martinussen fra Sæby kom og hentede dem i en lastbil.

Selvfølgelig fik vi en del af vaabnene, men en stor part blev kørt sydpaa, hvortil ved jeg ikke. En aften, min kone og jeg sad og hyggede os i stuen, kom der en ung mand hvis dæknavn var Jacob, og bankede paa. Hans rigtige navn husker jeg ikke, men han var ansat paa Vendsyssel Tidende. Han var alvorlig, og taarerne stod ham i øjnene: " Jeg har lige skudt en ung tysker, maa jeg være her; de er efter mig?" Selvfølgelig maatte han det. Min kone lavede kaffe, og vi fik et par stykker mad, men han havde ingen ro paa sig; han var bange for, at de skulle finde ham.

Han havde været oppe i skoven ved Sæby for at hente en kuffert med vaaben, da der pludselig stod en tysker med en maskinpistol foran ham. Kammeraten, der var med, smed kufferten og løb, og i forvirringen trak Jacob sin revolver og skød soldaten.

En dag kom der en ung mand med en lille æske, som han bad mig opbevare, til der kom en og hentede den. Jeg insisterede paa at vide, hvad der var i æsken, men det ville han ikke sige. Saa bad jeg ham om at tage sin æske med igen. Saa gav han sig og fortalte, at der var en meddelse til slagteridirektør Skensved i Sæby om at flytte nogle mælke junger i hønsegaarden. De var fyldt med vaaben, og hønsene havde skrabt saa længe, at laagene var synlige.

En dag kom en anden ung mand og bad om æsken. Jeg havde gemt den i en stensætning ude i haven, saa jeg gik ud for at hente den. Den var der ikke, og saa gik jeg amok. Jeg troede, det hele var røbet, og at det var en hippo, der var kommet for at fange mig. Jeg gik tilbage til kontoret, hvor den unge mand ventede, tog ham i kraven og forlangte en forklaring. Jeg lovede ham, at han ikke skulle komme levende herfra, saafremt den ikke var tilfredsstilende. Han maatte så ud med sit navn. Det var kriminalbetjent fra Brønderslev, der var gaaet under jorden, og da han ogsaa kunne opgive navnet paa vor kontaktmand i Hjørring, blev jeg lidt roligere. Vi gik ud i haven, og der laa æsken selvfølgelig under en anden sten; jeg havde husket fejl. Han fik mange undskyldninger, og fortsatte sin rejse. Efter krigen fik jeg besøg af ham. Han sagde, at han gerne ville hilse paa mig, for det var den eneste gang under besættelsen, han havde været alvorlig bange for sit liv.

Der var også fire hippoer, der cyklede rundt paa egnen og generede folk. Saa fik vi ordre til at skyde dem og smide dem og cyklerne i et vandhul ved Søholt. Det blev nægtet, skønt de unge var ivrige nok efter at faa fingeren paa aftrækkeren.

Jeg var i følge med smed Nielsen en tur i Aalborg, og det var tilfældigvis en dag, hvor der var luftangreb. De engelske maskiner fløj i stort antal over lufthavnen og byen. Der faldt blandt andet en forsager i midtbyen. Den stod med spidsen ned i fortovet og var ca. et par meter høj. Der strømmede mange nysgerrige til, og vi var selvfølgelig imellem, inden tyskerne fik den hentet. Englænderne smed ogsaa nogle sandsække ned paa pontonbroen, sandsynligvis for at vise, at den kunne de ogsaa have bombet sønder og sammen. Vi var en times tid i beskyttelsesrum under havnetoiletterne, d. v. s. vi stod det meste af tiden i døren og saa paa de angribende maskiner, hvoraf flere blev skudt ned.

En aften havde vi mejeribestyrer Nielsens inde til aftenkaffe, da vi fik besøg af Kaj Frost og Knud Adelstorp, som begge var under jorden. De havde deres maskinpistoler med og fortalte, at der snart kom et regiment soldater gennem byen. De unge mænd havde en vældig lyst til at skyde, men hvad kunne to mand stille op mod et helt regiment, og de kunne jo stikke af, medens det ville gaa ud over os fastboende.

Da det danske politi blev fængslet eller gik under jorden, sendte daværende politibetjent Kristensen, Sæby, sine private papirer i en stor gul konvolut med posten til mig. Samme dag fik jeg besøg af tyskerne. Da jeg kom ud i forgangen for at lukke op, saa jeg konvolutten, der laa paa kommoden og anede uraad, saa jeg gemte den hurtigt bag kommoden og anbragte nogle illegale blade i stedet, da de altid var meget intereserede i den slags. Det var de ogsaa og spurgte, om det var rigtigt, som de havde hørt, at jeg delte dem om, men jeg sagde, at jeg ikke havde andre end dem, der blev stukket i brevsprækken, og det var jo ikke let at undgaa.

De skulle bare vide, at jeg samme dag lige havde faaet et hundrede stykker, som jeg heldigvis havde faaet anbragt i en hylde i butikken og stablet masser af richpakker foran.

Den 4. maj 1945 om morgenen kom føromtalte Jacob og ville have mig med sydpaa for at fange nogle hippoer, der var stukket af. Vi kom helt til Skørping, men vendte om, da vi skoven mødte nogle frihedskæmpere, derimellem Gunnar Brogaard fra Østervraa, og de havde ingen set. Saa kørte vi tilbage igen, vi skulle jo hjem og have lys i vinduerne, og da jeg var formand for borgerforeningen, skulle jeg sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer forberede festen næste dag.

Vi havde talt med de britiske tropper i Aalborg, der havde lovet at sende et fodboldhold til Østervraa den 5. maj. Det var meningen, de skulle spille mod et udvalgt hold fra Østervraa og omegn. Vi havde faaet en talerstol og højttaleranlæg ned i anlægget, og tolv familier, der alle kunne tale lidt engelsk havde lovet at bespise soldaterne, og saa havde vi lovning paa Mellergaards lade, hvis det blev regnvejr. Det kom til at gaa helt anderledes, som vil ses af følgende:

Først paa dagen var der allerede samlet mange mennesker i byen. Folk ville se frihedskæmperne, der var kommet frem i dagslyset. Da det rygtedes, at tyskerne ikke havde kapituleret overalt, rejste der sig en alvorlig stemning. Der blev fortalt, at 5o-4o tyskere sammen med en befalingsmand holdt stand i Thorshøj.

En del af de yngre frihedskæmpere var straks parate til at bemande en lastbil og køre til Thorshøj, men da de ikke var mere end 2o bevæbnede mænd og drenge, fik vi dem snakket fra det. Senere paa dagen kapitulerede tyskerne uden betingelser.

Over middag var der samlet saa mange mennesker som aldrig før i Østervraa. Jeg blev bedt om at gaa i spidsen for musikken. Marchen gik fra anlægget ad Hjørringvej, Møllegade, Nørregade, Jernbanegade og tilbage til anlægget. Da vi gik over slugten, var der saa mange mennesker, at vi fik kontakt med de bageste. Da kom der en løbende, som sagde, at lærer Johansen var paa talerstolen, men højttaleranlægget virkede ikke. Saa var der ikke andet for end at gaa en tur mere om byen. Da vi kom tilbage, var alt i orden, og folk lejrede sig og hørte paa lærer Johansens tale samt en anden, jeg ikke husker, hvem var.

Efter talerne skulle der være fodboldkamp, men englænderne var ikke kommet. Ved en opringning til Aalborg fik vi at vide, at de sad og kævede den paa et hotel i Vraa; de havde taget fejl af bynavnene. Vi maatte saa sætte to fodboldhold sammen, og der var utrolig mange tilskuere, for flertallet troede, at det var englænderne, der var paa banen.

Dagen gik ellers godt, og om aftenen var byen saa godt som tømt for folk.

Fra E. Østergaards beretning af 11. april 1985.